201 
Endelig løfted hun Ansigtet mod ham. Øinene 
mødte hans og var fyldt af det, hun havde spillet 
igaar. Og Rødmen brændte hende nedover Halsen. 
Hodet stod i Flammer. Men han tog langsomt 
sine Øine fra hende, mens hun saa, at Skygger 
steg op i dem. 
Da strakte hun Armen ud, la den henover Bor- 
det i Retning af ham og lod den ligge. Men han 
tog ikke Haanden med de stærke, fine Musikfingre. 
Den var en af de to Hænder, om hvem han havde 
syntes, at de var to kjærlig følende og tænkende 
Væsener, som var hende inderlig hengivne og 
lydige. — Haanden laa og dirred paa Bordet lige 
under hans Ansigt. Men han rørte den ikke. Den 
blev ved at ligge og dirre, og han saa ikke 
paa den. 
Da trak den sig tilbage langsomt, som om den 
nølte, eller som om den vented at bli indhentet, 
ønsked at bli indhentet. Og Rødmen i Ansigtet 
og paa Halsen trak sig bort — langsomt og nø- 
lende, den ogsaa.