58 
lelse, Men i dette Øjeblik skygger den store, alvorlige Natur, som en 
Kunstens Guddom, over al jordisk Medfølelse med et afbrudt og for- 
spildt Liv, Saa har da Skønheden, den absolute, rene Hengivelse i 
Legemets Symmetri og Harmoni, stivnet til Død og dog med Lovenes 
Liv i sig, en alt overvældende Kraft til at skyde al anden Tanke fra 
sig. Og pludselig gæster jeg Vaticanet, jeg trænger ind i Antiken, i 
Michelangelo, i Marmoret. Hvad ikke tyve Romerfarter formaar at 
oplyse om, det stiger klart frem — lad være kun som et Glimt — her 
ved Kårntnerflodens Bred, ved denne stakkels Piges vandkolde Lig. 
Og det er Døden, Døden, som gjør, at jeg sidder her i Naturens en- 
somme Værksted, som sad jeg i en Kunstners Værksted, foran Ler, 
mejslet Marmor, Liv hugget ud i Sten. Havde denne unge Kvinde 
badet sig, og var jeg kommen uforvarende til Stedet, saa havde jeg — 
det haaber jeg om mig selv — trukket mig sky tilbage, ikke for Skøn- 
heden, men for Menneskets Værdighed i hende og i mig selv. Thi vi 
er ikke Grækere; om vi end undertiden kan lege med den Tanke, at 
det var skønt at være det. 
Men nu; men nu... 
De slog Bro. De kom over til hende, løftede hende op — jeg 
syntes ikke varsomt nok — og bar hende i Land. Og da hendes Hoved 
sank, næsten som smerteligt, ned til den ene Side, og da den beun- 
dringsværdige Arm hang slapt ned, og da en af de stærke Knøse med 
et ærligt og velment, men næppe blidt Greb svøbte hendes vaade, 
sønderflængede Klædning om Bryst og Lænder, medens et og andet, 
maaske nødvendigt, men ikke lavmælt Kommandoord lød — saa vendte 
jeg mig bort, og jeg sukkede: Herregud i Himlen, hvor Lidenskaberne 
føre Ofre med sig! 
Men paa Græsset ved Siden af Karren sad Faderen, den gamle 
Kæmpe; og han rullede Rosenkransen mellem de tykke, sitrende 
Fingre, uden at turde se op; og han stønnede højt sin Kårtnerbøn: 
Herr! bitt' fiir uns! bitt fir uns!... 
Saa kom Doktoren og jeg over. Og han konstaterede Døden — 
indtraadt, som han mente, under selve Faldet. Og jeg haabede inderlig, 
at han maatte have Ret. Holger Drachmann. 
k; 
ær 
vi 
tik: 
Ds 
Efter Selskab. 
Af Edvard Brandes. 
Personerne: Fruen. Herren, 
En meget elegant og hyggelig Dagligstue. Herren og Fruen komme ind 
i Selskabstoilette. Det er Aften. Herren sætter sig meget magelig. Fruen gaar 
op og ned ad Gulvet, standser foran Spejlet, retter pas sit Haar, strækker sig 
i en Stol og ser uvillig paa sin Mand, der læser i Berlingske") uden at være 
blind for hendes Bevægelighed. 
15 
Berlingske = Berlingske Tidende, eine fopenbagener 2eituna.