ere allesammen af Kobber; men vil Du hellere have Sølv, saa 
skal Du gaa ind i det næste Værelse; der sidder en Hund, der 
har et Par Øjne saa store som et Møllehjul; men det skal Du 
ikke bryde Dig om, sæt ham paa mit Forklæde, og tag Du af 
Pengene! Vil Du derimod have Guld, det kan Du ogsaa faa, og 
det saa meget, Du vil bære, naar Du gaar ind i det tredie Kam- 
mer. Men Hunden, som sidder paa Pengekisten, har her to Øjne, 
hvert saa stort som ,Rundetaarn«, Det er en rigtig Hund, kan 
Du tro! men det skal Du ikke bryde Dig noget om! sæt ham bare 
paa mit Forklæde, saa gør han Dig ikke noget, og tag Du af 
Kisten saa meget Guld, Du vil!« 
»Det var ikke saa galt!< sagde Soldaten. ,Men hvad skal jeg 
give Dig, Du gamle Heks? For noget vil Du vel have med, kan 
jeg tænke!4 
»Nej,« sagde Heksen, ,ikke en eneste Skilling vil jeg have! 
Du skal bare tage til mig et gammelt Fyrtøj, som min Bedste- 
moder glemte, da hun sidst var dernede!« 
»Naa! lad mig faa Strikken om Livet!« sagde Soldaten. 
»Her er den!+ sagde Heksen, ,0g her er mit blaatærnede F or- 
klæde, « 
Saa krøb Soldaten op i Træet, lod sig dumpe ned i Hullet og 
stod nu, som Heksen sagde, nede i den store Gang, hvor de mange 
hundrede Lamper brændte. 
Nu lukkede han den første Dør op. Uh! der sad Hunden med 
Øjne saa store som Thekopper og gloede paa ham. 
»Du er en net Fyr,4 sagde Soldaten, satte ham paa Heksens 
Forklæde og tog lige saa mange Kobberskillinger, han kunde have 
i sin Lomme, lukkede saa Kisten, satte Hunden op igen og gik 
ind i det andet Værelse. Eja! der sad Hunden med Øjne saa store 
som et Møllehjul. 
»Du skulde ikke se saa meget paa mig!% sagde Soldaten, ,Du 
kunde faa ondt i Øjnene! og saa satte han Hunden paa Heksens