Saa kunde de da nok se, det kunde ikke hjælpe noget, at 
de søgte. 
Men Dronningen var nu en meget klog Kone, der kunde 
mere end at køre i Karet. Hun tog sin store Guldsaks, klippede 
et stort Stykke Silketøj i Stykker og syede saa en lille, nydelig 
Pose; den fyldte hun med smaa, fine Boghvedegryn, bandt den 
paa Ryggen af Prinsessen, og da det var gjort, klippede hun et 
lille Hul paa Posen, saa Grynene kunde drysse hele Vejen, hvor 
Prinsessen kom. 
Om Natten kom da Hunden igen, tog Prinsessen paa sin Ryg 
og løb med hende hen til Soldaten, der holdt saa meget af hende 
og vilde saa gerne have været en Prins for at faa hende til Kone. 
Hunden mærkede slet ikke, hvorledes Grynene dryssede lige 
henne fra Slottet og til Soldatens Vindue, hvor han løb op ad 
Muren med Prinsessen. Om Morgenen saa da Kongen og: Dron- 
ningen nok, hvor deres Datter havde været henne, og saa tog de 
Soldaten og satte ham i Kachotten. 
Der sad han. Uh, hvor der var mørkt og kedeligt, og saa 
sagde de til ham: ,I Morgen skal Du hænges.4 Det var ikke 
morsomt at høre, og sit Fyrtøj havde han glemt hjemme paa 
Værtshuset. Om Morgenen kunde han mellem Jærnstængerne i 
det lille Vindue se Folk skynde sig ud af Byen for at se ham 
hænges. Han hørte Trommerne og saa Soldaterne marschere. 
Alle Mennesker løb afsted; der var ogsaa en Skomagerdreng med 
Skødskind og Tøfler paa, han travede saadan i Galop, at hans 
ene Tøffel fløj af og lige hen mod Muren, hvor Soldaten sad og 
kiggede ud mellem Jærnstængerne. 
»Ej, Du Skomagerdreng! Du skal ikke have saadant et Hast- 
værk, sagde Soldaten til ham, ,der bliver ikke noget af, før jeg 
kommer! men vil Du ikke løbe hen, hvor jeg har boet, og hente 
mig mit Fyrtøj, saa skal Du faa fire Skilling! men Du maa tage 
Benene med Dig! Skomagerdrengen vilde gerne have de fire