En hanske 
105 
Altsâ : farvel sâ lœnge ! Og tœnk pâ det ! Jeg selv finner det sâ udmaerket . 
( Ut af doren og gár til venstre . ) 
( Svava ser smilende pà sin mor og gemmer derpâ sit âsyn . ) 
Fru Riis . Jeg vil fâ lov til en liten stund at — 
Svava . Mor ! 
Fru Riis . Jeg kan ikke annet , du ! Jeg mâ samle mig . Dette er for meget for mig . Jeg skal ikke gâ lœngre bort œn in der . ( Pekenii vensire . ) Og jeg skal snart vasre her igen . 
( Svava kaster sig pâ en stol ved bordet overgit til sin bevœgclse . ) 
FJORDE M0TE . 
Svava . Alf . 
Alf . Nu har jeg en felelse af , at det hele er kommet til - bake til os to . 
Svava . Ja . — 
Alf . De kan vel forstâ , at jeg siden igâr ikke har gjort annet asn holde taler til Dem ? — Men det nytter mig ikke stört nu . 
Svava . Det var dog snilt , De kom . 
Alf . Mâ jeg da fâ lov til at be' Dem om én eneste ting , men om den af alt mit hjœrte : vœnt pâ migl 
For nu vét jeg , hvad som ferer fram til Dem . Vi har jo lagt vor livs - plan , vi to , og skent jeg nu blir alene om den , — jeg skal fare den igennem ! Urokkelig ! Sä kanske De en dag , nâr De ser , hvor tro jeg har vas - ret ? 
Det er pâlagt mig ikke at plage Dem , aller minst 
idag . Men et svar ? Sä stilt , sâ litet som muligt ? — Et svar ? 
Svava . Men hvorfor ? 
Alf . Jeg mä ha det at leve pâ . For jeg herer til de meen , at jo hajere kransen haenger , des mere er livet vœrdt for mig . 
Et svar ! 
Svava ( forsaker , men brister i grât ) . Ja , De ser , at al ting bevasger 
mig idag . Jeg kan ikke . Hvad vil De ogsâ ? At jeg 
skal vœnte ? Hvad vil det sige ? At vasre fœrdig — og dog ikke fserdig ; forsoke pâ at glemme — og bestandig 
bygge Op igen . ( OveivKldea alter af bevœgclgé . ) Nej 1