Hvor spejdede hun ikke omkring sig!
Hvor sagte og forsigtig listede hun sig ikke
frem. Hvor lyttede hun ikke til Alt for gjennem
 Stormens Brusen at opfatte Lyden af de
taktfaste Skridt, der varslede hans Komme.
Endelig, da hun var naazet hen til den
vestlige Del af Volden, lige ud for Møllebastionen,
 saae hun Synet fra igaar: To Soldater
følgende lige efter den ungdommelige Skikkelse
med det sænkede Hoved. De vare netop
traadte ud paa Bastionen, og, gik de den
rundt, maatte de komme hende lige forbi der,
hvor hun først havde opdaget dem. Hun blev
derfor staaende stille paå Stedet, halvt skjult
af et Træ. Nn dækkedes de af Møllen, men
se . . . der kommer de atter frem og nu lidt
efter lidt med Ånsigterne vendte imod hende.
Saa stille, som havde hun selv kun været en
livløs Træstamme, stod hun da der med højt
bankende Hjerte og med sine Blikke lænkede
til den Foranskridende. Han løftede ikke sit
Hoved; taktfast og hurtigt, men ganske som
med en Automats Bevægelser, nærmede han
sig Stedet, hvor hun stod. Da han var lige ud
for hende, gjorde hun uvilkaarlig en Bevægelse