af Smerte eller Gysen, hvorved han blev hendes
 Skikkelse vaer. Han hævede sit Hoved
og fæstede et Sekund sit Blik paa hendes Ansigt,
 et Blik, sløvt, sky, fuldt af den dybeste
Lidelse, og hun saae et Ansigt, blegt, kummerfuldt,
 indfaldent, berøvet som ethvert Spor af
Liv. Saa gled hans Øje træt og udtryksløst
forbi hendes Skikkelse — det var aabenbart,
at ikke den fjerneste Gjenkjendelses Forestilling
 havde været ham nær i dette Øjeblik —
og med sænket Hoved fortsatte han sin automatiske
 Vandring i Spidsen for den sørgelige
Procession.

Det Hele var som et Aandesyn, der skred

forbi.

Som lamslaaet blev hun staaende, til den
sidste Lyd af de Gaaende var forsvunden. Da
strakte hun sine Hænder op mod Himlen og
græd, græd saaledes, som hun aldrig før i sit
Liv havde grædt.
Thi trods den uhyre Forandring, der var
foregaaet med hans Udseende fra den Tid, hun
saae ham paa den høje Hest, vidste hun dog
nu i sit Hjerte, at det var ham.