Ærlighed og Sandhed, det var der dog i det 
Mindste den Gang i mig . . .« 
»Derom har jeg aldrig tvivlet, kjære Ven,« 
svarede Biskoppen, idet han beroligende berørte 
hans Arm. »Kan jeg end ikke finde, at For- 
maalet for Deres og Meningsfællers Bestræbel- 
ser vil være til Fædrelandets sande Gavn — 
mener jeg end, at den Frihed, vort Land alt 
nyder, er netop, hvad der tjener det bedst — 
saa kan jeg dog forstaa, at den begavede og 
heftige Ungdom (og hertil maa jeg endnu 
fuldt ud regne Dem, Hr. Rektor!) kan herom 
have en anden Mening. Og den Sag, hvorfor 
De kæmper, har tilvisse ingen varmere og 
ridderligere Ven end Dem, ogsaa det veed og 
tror jeg,« 
»Kæmper!« sagde Rektoren med dyb 
Spot over sig selv, »nej De mener: har 
kæmpet. Her har jeg jo aandelig ligget i Hi, 
lige fra det Øjeblik jeg kom her, til Spot for 
mine Venner og til Glæde for Fjenderne. Og 
dog — hvad jeg nu dybest skammer mig over, 
er ingenlunde over det, som jeg i saa Hen- 
seende har forsømt under mit Ophold her, 
isoleret som jeg jo er bleven fra alle Venner