og Ingvar havde opholdt sig en tre Ugers Tid
i Præstegaarden,
Haynau, der havde været den først og
haardest angrebne, tog da hendes Haand,
kyssede den med Taarer og sagde:
»Elskelige Væsen! Inderlig Tak for Deres
uudsigelige Venlighed og Godhed! Vredes nu
heller ikke, fordi jeg kommer til at berøre
Ting og Forhold, som De i Deres Renhed og
Uskyld maa være ubekjendt med og formodenlig
 aldrig før har hørt omtale. Men for et saa
naturligt, sandt og kjærligt Hjerte som Deres
er dog maaske intet Menneskeligt, ingen
menneskelig Lidelse saa fremmed, at ikke
Deres Hjerte kan føle den, Deres Tanke omfatte
 den? ... Men« — tilføjede han lidt efter,
stirrende paa hende med et ekstatisk-tilbedende
Blik — »maaske er De ikke et Menneske af
Kjød og Blod som vi Andre? Vel kan jeg
Synder ikke se Deres Vinger; men der er et
Udtryk, en Glands over Dem, som var De
kommen flyvende her ned til os i en lykkelig
Dag fra Morgenrødens Skyer eller fra Solnedgangens
 Herlighed! . . . Er det saa, da sig