»Og da lod jeg endnu nogen Tid hengaa,
inden jeg talte til ham, og da spurgte jeg ham
endelig venlig og stille, hvad han mente med
saaledes at komme op til mig og tiltale mig.
Men han svarede mig ikke. Alt, hvad han
havde følt, havde koncentreret sig i de alt udtalte
 Ord, han havde intet Mere at sige og
stod nu bly, undselig og med nedslagne Øjne
for mit Ansigt. Og der behøvedes jo heller
ikke flere Ord. Han havde jo i Virkeligheden
sagt Nok, talt tilstrækkelig tydeligt, til at jeg
helt vel havde forstaaet ham . . . forstaaet, at
denne Dreng havde elsket mig trods al min
Kulde og Ukjærlighed, elsket mig for det Gode
og Skjønne, som jo dog stundom var kommet
frem hos mig. Jeg forstod i disse Øjeblikke,
at han havde følt Trang til at elske mig endnu
langt højere, men at jeg ved min delte Stemning
 og hensynsløse, ubeherskede Opførsel
mere og mere var bleven ham en Gaade. Og
jeg forstod endelig, at det var Smerte og
Raseri herover, der nu havde givet sig Luft
paa en saadan Maade.«
Efter en lille Pavse tilføjede Rektoren med
Inderligøhed: