?

haanden mere og mere, i den Berusning, hvori
han levede, Hæderen og Æren som skyldig Tribut
til sig for det Mod, han utvivlsomt havde udvist
i Krigen, og som »jo intet Menneske kunde fratage
 ham Rosen' og Æren for.« Ja, denne
Fordringsfuldhed gik endog saa vidt hos ham,
at han i denne Tid i et Selskab kunde sidde
tavs og ligesom aandsfraværende, indtil den
første Hæderssalve til ham havde lydt, og var
den mindre tordnende, erid han var vant til
eller havde ventet, kunde det ses paa hans
Ansigt og hele Holdning. Hvorimod han, naar
Hyldesten naaede det vanlige Punkt, først
kom i det rette Humør og til sin fulde Elskværdighed.


Han naaede under Indflydelsen af denne
stadige Virak et Højdepunkt af Velvære og
Lykke. Hans Ansigt og hele Skikkelse straalede
 af Ungdom, Sundhed, Skjønhed og Glæde,
ja det var end ikke frit for, at endog et Træk
af Overmod havde lagt sig over hans Pande
og begyndt at kruse hans Læber.
Men der var jo En, der al Tid fulgte
ham, og hvis Øjne stedse hvilede paa hans
Ansigt.