240

Efter dette Gilde indtraadte den forrige
Stilhed for de unge Forlovede, Forøvrigt
havde de ogsaa nu, hvad Invitationerne angik,
omtrent løbet hele Linen ud, hvorved disse ophørte
 paa naturlig Maade som af sig selv paa
dette Tidspunkt.
Og som forhen, før Prokurator Aagesens
Besøg, færdedes Ingvar nu atter i Hjemmet
med den Alvor over sig, hvortil han saa kjærligt
 var bleven opfordret, Og som Ogsaa var
det fuldkommen naturlige Udtryk for hans nuværende
 Sindstilstand. Og dog var denne Alvor
 af en anden Art end den, hans Forlovede
havde tænkt sig. Den inderlige Følelse af
hendes Kjærligheds Højhed og Uskyld, der
saa mægtig havde grebet ham, da han i den
gyldne Morgen stod og lyttede til hendes Tale,
vedblev at fylde hans Hjerte med en Jubel, en
Glæde, en Taknemlighed, en Frimodighed, der
gjorde det umuligt for ham at føle sig under
nogensomhelst Vredes Tryk. Men netop denne
Følelse frembragte en dyb Alvor i hans Sind,
en stille Undren over en Menneskesjæls Skjønhed,
Sanddruhed og Elskelighed og en levende Er-