2A
3
Nattens Brusen, som bølgende Melodier, der
hæve sig og forsvinde,« sagde uvilkaarlig den
Lyttende til sig selv, idet han mindedes Øhlenschlægers
Beskrivelse af Tonerne fra Kong
Hroars Harpe.
Endelig nærmede han sig sin Barndomsven
og rørte sagte ved hans Arm.
Den unge Mand vaagnede som af Drømme,
foer sammen og trak sig hurtigt nogle Skridt
til Siden.
Ingvar nærmede si; ham ikke mere, men
sagde:
»Holger! hvorfor vil Du ikke kjende mig,
naar Du er i Præstegaarden? Foragter Du
mig for min Afskedigelse eller . . . i det Hele
for den sørgelige Karriere, jeg har gjort?«
»Nej, det gjør jeg i Sandhed ikke,« svarede
Baronen langsomt, idet han fæstede sit sky
Blik paa ham. »Jeg kjender ikke en Gang de
nærmere Omstændigheder! . . . Men jeg tror,
jeg er . . . eller har været . . . noget skinsyg
paa Dig. Du veed jo nok, at det ikke har
staaet saa rigtig til med mig i den senere Tid?
Men det er nu blevet bedre, meget bedre
med mig.«