27"
og det ikke meget Gamle jævnlig slog ham
ganske fejl; men som han saaledes her sad,
hvilende i sig selv eller som i en svunden
Verden, havde hans Ansigt hint Udtryk af Ro
og Stilhed, der hos meget ædle Menneskenaturer
kan iagttages i deres høje Alderdom, og som
man plejer at kalde »forklaret«.
Ingvars Forældre, de nu omtrent halvfjerdsindstyveaarige
Præstefolk fra Vinge, havde, om
end langt kraftigere af Udtryk og Skikkelse, dog
lignende rolige og venlige Ansigtstræk, — hvilke
især bleve forunderlig milde, hver Gang de betragtede
deres eneste Søn og hans Hustru.
Da Gjæsterne i den paa een Gang glade
og højtidsfulde Stemning, som plejer at herske
ved Bryllupper, rejste sig fra Bordet, gik de
alle med Brudeparret i Spidsen ned i Haven,
hvor der ligesom hin Gang, da de unge Brudefolk
endnu vare Børn, skulde drikkes Kaffe og
ryges Tobak.
Og ligesom hin Dag laa den gamle Have
under den brændende Junisol som i Drømme.
Solens Lys faldt ned gjennem de lavstammede
Lindetræers Blade. Ud fra Lysthusene begyndte
den fornøjelige og dog noget dæmpede Tale at
+