277

saae Møllerup smile og nikke igjen, men det
var Alt som en Drøm.
Og Folk rejste sig og gik ud, og Andre
kom ind og tog deres Plads: men han mærkede
det ikke.

Da traadte. ogsaa den unge, toogtyveaarige
Brud i Aftenens Dæmring ud i Haven.
Ogsaa hendes Sjæl var stærkt bevæget, og
da hun nu var alene og hørte den dæmpede
Samtale og saae de vandrende Skikkelser, forekom
 det hende, at det Hele var som en eventyrlig
 Gjentagelse af Noget, som her var sket
for mange Aar siden.
Og uvilkaarlig vendte hun sine Skridt hen
imod den yderste, afsides, næsten helt overhvælvede
 Gang ud til Gammeltorv, hvor den
mægtige Domkirke hævede sig lige udenfor og
udbredte som en Duft eller Aande af Højtidsfuldhed
 over alle Omgivelser, og — der saae
hun de to nu saa gamle Venner, sin Fader og
Biskoppen, vandre frem og tilbage ligesom i
hin længstforsvundne Aften. Og hun standsede,
og, støttet til et Træ, saae hun en Tidlang
paa dette Syn. Da afbrødes den der herskende
Stilhed af Lyden af muntre, leende Barnestemmer
798