naar jeg kun deler den med Dig, og Du kun
al Tid maa leve ; Ærlighed og Sandhed,«
Da hun havde sagt disse Ord, sænkede
hun sine Øjne og sad stille og undselig for ham.
Med dyb Bevægelse betragtede han den
skjønne Skikkelse, hvis Stemmes milde, vemodige
Klang endnu syntes ham at lyde i Forening
med Aaens Rislen og Træernes Susen.
»Fannyl« sagde han da, idet han uvilkaarlig
rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage,
tvivl ikke om, at ikke ogsaa jeg alvorlig har
tænkt over, hvad der nu forestaar mig! Men
hvad der anfægter mig, naar jeg tænker paa,
at jeg nu skal ordineres til Præst, det er dog
ikke det Samme eller egentlig det Samme,
som Du nu har fremstillet til min Eftertanke.
Der er ikke Skygge af Tvivl hos mig om den
Læres Sandhed og Højhed, som jeg nu skal
forkynde og efter Evne bære frem i mit Liv
og min Personlighed. Ogsaa tror Jeg, at jeg
ærlig har søgt først og fremmest Guds Rige —
mit Liv har jo ikke været fremmed for Alvor
og Smerte, som Du vel veed. Men . . . hvad
der anfægter mig og stundom gjør mig ængstelig
til Mode, det er, at Jeg i de sidste Aar, og jeg