29

,

tror nærmest lige fra den Balnat paa Vestergaard,
 da Du talte saadan til mig, føler mig
ligesom . . . ligesom altfor lykkelig ved Dig
og Din Kjærlighed! Vel fylder ogsaa denne
Følelse mig med en Alvor og Glæde, der er
langt mere end blot jordisk; men ved eller
igjennem den er jeg dog tillige kommen til at
fornemme en dyb, poetisk Glæde og Fylde ved
Tilværelsen .. . saadan som jeg i min Barndom
paa een Gang baade følte det og drømte om
Du i Din Elskelighed og Ynde, Musikens
tryllende Magt, Naturens Skjønhed og vexlende
Stemninger . . . kort, hele denne Tilværelses
saa underfulde Poesi, den træder saa let og
saa tidt frem i Forgrunden af min Tanke og
griber mig saa stærkt, saa stærkt, ja kan
somme Tider rent overvælde mig! . . . Det er
netop i disse Dage et Aar siden, at jeg og
nogle Venner fra Regensen vare ude i Dyrehaven.
 Vi gik fra Byen Kl. 5 om Eftermiddagen.
 Da vi kom til Lundehus Søen, begyndte
 der som en indre Jubel at faa Magt
med mig. Jeg smittede de Andre, og nu begyndte
 vi ret for Alvor at fryde os ved Livet.
Vi sprang Buk, vi sang, vi kastede med Sten