Magt havde, og derfor ogsaa stedse det Punkt 
i hans Natur, hvorfra hans Frelse kunde udgaa. 
Det kunde jo ikke fejle, at hun, for hvem 
det Højeste i Tilværelsen var et Liv i Sandhed 
og Ærlighed, efter at hun med inderlig Glæde 
og Taknemlighed mod Forsynet havde set ham 
som den yndede, tilfredse og virksomme Præst, 
med stigende Uro og Angst iagttog den videre 
Udvikling af dette Liv som afgjort Modepræst. 
Alt tidligt havde hun jo begyndt at ængstes 
over den evige Selskabelighed, hvori han om- 
tumledes ligesom i en stedsevarende Rus, hvor- 
ved der aldrig gaves ham Lejlighed til Efter- 
tanke og Selvreflektion. Var hun ikke den, 
der mærkede det allerførste, svage Tegn paa 
»Dæmonens« gjenvakte Liv hos ham? paa sand, 
kristelig Alvors Aftagelse i hans Prædiken? 
Fornam hun ikke, hvorledes den formfuldendte, 
rhetoriske Tale, holdt med al en scenisk Kunst- 
ners Talent, mere og mere blev ham selv Hoved- 
sagen? Og saae hun ikke, hvorledes hans Liv 
mere og mere verdsliggjordes, mere og mere 
gik op i Nydelse og Søgen efter udvortes Ære? 
Jo, tilvisse, hun følte, mærkede og saae det 
Alt sammen.