? 
spurgte, om det maatte tillades hende at tale 
med ham. Han sad i fuldt Selskabstoilette og 
skrev endnu i det yderste Øjeblik paa en Lig- 
tale, han den næste Dag skulde holde, men 
rejste sig ved hendes Indtrædelse strax op fra 
sit Arbejde og fæstede sine Øjne med et Ud- 
tryk af inderlig Kjærlighed paa hendes Ansigt. 
Dette havde hint Udtryk af Alvor, som han 
vel kjendte, og noget usikker sagde han: 
»Ja, kjære Fanny, det maatte Du saa 
gjerne, men jeg sidder netop lige paa Springet 
til at gaa i Middagsselskab. Du veed jo, at 
jeg i Dag skal til Etatsraad Bruuns . .. dem, 
hvis to Børn jeg sidst konfirmerede . . . og 
som Etatsraaden betalte os zoo Rd. for, som 
Du jo nok kan huske?« 
»Ja,« svarede hun, »det var to søde Børn, 
jeg husker dem godt begge to fra Chokolade- 
rildet.« 
»Og Forældrene ere ogsaa herlige Folk at 
komme til. « 
»fa, det ere de; Ingvar, men tjen mig nu 
alligevel i at blive hjemme i Dag'« 
»Hjemme? . . . Ja, men søde Fanny, hvor