kan jeg gjerne sige, villig til at tale om, hvad
han havde forbrudt, med en Selvsikkerhed, ja
med en Humor, en Logik, som jeg var ganske
vaabenløs overfor, og som derfor har angrebet
og forfærdet mig saa dybt. Det var mig umuligt
 at udrette det Eneste, som var at gjøre
ligeoverfor denne Mand, at vække hans Syndsbevidsthed,
 og han foer heden i alle sine Synder
 uden selv at vide eller føle det Mindste
dertil . . . Men jeg vil nu fortælle Dig, hvad
jeg har oplevet i denne Aften og Nat, om Du
da maaske veed og kan sige Noget til min
Trøst? Thi det forekommer mig, at jeg i
flere Henseender trænger ret meget dertil. «
Derpaa fortalte han saaledes:
»Den gamle halvfemsindstyveaarige Mand
laa som en indtørret Mumie i sin Seng, idet
han lidt efter lidt tabte sin fysiske Aandskraft,
men forøvrigt uden Smerter, ved sin fulde Livskraft
 og saa at sige i godt Humør lige til det
Sidste.

Da jeg kom ind og sagde, hvem jeg var,
og at jeg var kommen for at se og tale med
ham, om han maaske havde Noget paa sit
Hjerte, som han gjerne vilde lette det for, for-.