29

fordi jeg slet ikke mere vidste, hvad jeg skulde
sige til ham, sagde han:
»Ja, ja, Han snakker jo nu, som Han maa,
og faar jo ogsaa Betalling for det, såa
det er der jo ikke noget at sige til, ikke.«
Da jeg ved denne hans sidste Ytring ligesom
 aldeles fordummede i hele mit Sind og
min Tankegang, sad jeg fra nu af vistnok henved
 en Time i fuldkommen Tavshed hos ham
og lyttede til hans Aandedræt, som nu havde
begyndt at antage en pibende eller rallende
Lyd. Da forsøgte jeg det dog endnu en Gang
med ham og spurgte ham, om han da slet
ikke var bange for Døden, den, der nu øjensynlig
 nærmede sig ham med hurtige Skridt.
»Aa nej, saamænd er a ikke,« svarede han.
»Å har jo saamange Gange været mere end
som halv død i æ Hav, saadan som a nu er
her i min Seng, men ræd for at dø, det har a
aldrig været, og det er a heller ikke nu. A
er jo et farlig gammelt Menneske, som har
levet længe nok, tykkes a.«
Lidt efter, da hans Aandedræt stadig blev
tungere og tungere, sagde han med Besværlighed: