dette Sted. Den, som »ung, lystig og glad«
har leget og færdedes i denne lyse, foraarsgrønne
Bøgeskov paa den høje Odde i den
mørke Sø — den, der vel ogsaa kan være venlig
og smile, men dog kun saaledes, som den
Alvorsfulde og den Tungsindige smiler — han
kan aldrig glemme dette Sted, ham vedbliver
det til hans seneste Dage at tiltrække og henrykke
som et vidunderligt Eventyr paa een Gang
om Alvor og Glæde, ja som Erindringen om
hans Ungdomskjærligheds skjønneste Dag.
Hertil havde Viborg Skole Skovtur omfrent
tre Uger efter den nylig fortalte Begivenhed.
Forhen havde Rektoren ladet Andre besørge
det Hele og var kun selv gaaet med
som af Pligt og Nødvendighed, var efter at
være kommen ud i Skoven som oftest gaaet
omkring for sig selv og havde givet sig saa
lidt som muligt af med Lærere og Disciple.
Men over denne Skovtur var der lige fra Udvandringen
fra Skolegaarden tidlig om Morgenen
ligesom udbredt noget Festligt — med
Liv og Interesse havde Rektoren selv ledet
og ordnet det Hele, ja endog personlig indøvet