Da han havde været der i henved et
Aars Tid, og hele Sognet som sagt allerede
var bragt i stærk Bevægelse ved hans Ord,
kom en Gang to af de ældste Mænd i Byen
— værdige Kammerater af den gamle Ole
Nielsen —, hvilke man ellers kun sjeldent fik
at se vandre frejdigt omkring ved højlys Dag,
til ham og forærede ham en prægtig Helleflynder.
 Da de efter endt Beværtning vare i
Færd med at forlade Præstegaarden, og Præsten
fulgte dem ud i Gaarddøren, vendte den ene
af dem sig pludselig endnu en Gang om imod
ham og spurgte, om det virkelig var sandt, at
han som Præst i Kjøbenhavn havde haft saa
store Indtægter?
»Jo, det var sandt,« svarede Ingvar Hjorth.
Om, hvor meget det da var?«
»I det sidste Aar var dgt flere Tusinder,
end jeg her har Hundreder,« svarede han.
»Hvorfor han da havde givet Afkald paa
en saadan Rigdom?«
»For at undgaa de Farer og Fristelser,
Livet i Hovedstaden havde for mig, som
Præst, og som jeg alle faldt for.«
»Hvad det da var for Farer og Fristelser?«