34)

hos ham i den tidt nævnte Scene med Rektoren
 i hans Skoletid, men derpaa ligesom med
Kunst var bleven overgroet eller neddæmpet
ved Selvfølelsens pludselige og voldsomme Opvaagnen
 ved Katastrofen med Møllerup og dens
videre, hurtige Udvikling gjennem hans senere
saa heftigt bevægede Krigerliv, — denne Barnlighed
 syntes nu atter at være bleven hans
Væsens Grund, efterat hans Forfængelighed
var bleven knækket, og han i disse rolige og
alvorsfulde Omgivelser, der lignede hans Barndoms,
 ligesom paany var bleven ganske sig selv.
Og ikke blot i »belejlige Timer«, naar det
var godt Vejr o. s. v., kom han saaledes til
dem; nej, han færdedes overalt og til enhver
Tid iblandt dem, ikke blot om Dagen paa
Heden og mellem Klitterne, men selv om Natten
 ved Havet kunde de se hans kraftige
Skikkelse at nærme sig. Mødte han da Nogen
paa disse sildige Vandringer, hilste han ham
aabent og kjærligt og fulgtes med ham langs
den brusende Strand. Da talte han om »den
stille, den hellige Nat,« som af Herren var viet
til Fred og Hvile efter Dagens møjsomme Årbejde;
 og om dens Øje, der saae ligesaa klart