3

3

Ja, og han grundede over Mere i disse
Øjeblikke . . . det, at denne Bevidsthed, at
denne Følelse voldte ham selv en saadan Glæde,
ogsaa det skyldte han jo vistnok den samme
— hende, hende! — — Og han vendte sig
om og betragtede den endnu saa ungdommelige
og skjønne Skikkelse, som hun sad der, nu
ogsaa selv stille, med Børnene omkring sig,
med sine Øjne rettede mod det samme Maal
og med et Udtryk, som saae hun Paradisets
Land — paa een Gang saa moderlig øm og
dog med en Renhedens Glands, en Jomfruelighedens
 Ynde over sig, hendes Aands evige
Smykke og derfor ufortabelig paa Jorden!
Og hans Hjerte bævede af Lyksalighed,
og hans Øjne svulmede i Taarer.
Da maatte han ogsaa tænke paa Holger
Frankenaus Ord hin Aften ved Fjordens Bred,
paa hans Skildring af Maleriet med de hellige
tre Kongers Fremskriden mod Stjernen, hvormed
 han saa gribende havde sammenlignet sin
Livsdrøm, sin Længsel efter »»en Sjæl af ædlere,
renere Natur, efter et kvindeligt Væsen, som
delte hans højeste Liv, elskede, hvad han elskede,
og forstod hver hans Tanke, ja mere end det,