gaa. Ingvar adlød ogsaa denne hans Opfordring;
 men da han alt stod ved Døren,
vendte han sig atter et Øjeblik om mod Møllerup
og sagde:

»Hvad De har faaet, har De ærlig fortjent,
og jeg fortryder det ikke. Turde De staa for
en Pistolkugle, vild? ie + tilbvd2 Dem Oprejsning;
men det tør P ff 4 Ondskabsfulde er
al Tid fejg. (; hermed: ”'»r sige Dem Farvell«
Og dermed forlod han Klassen og gik
hjem i sit Logis for der at afvente, hvad heraf
vilde følge.

Otte Dage efter denne Begivenhed, Aftenen
før sin Afrejse fra Skolen den følgende Dag,
befandt Ingvar Hjorth sig i Rektorens Studerekammer
 for at modtage den sidste Afgjørelse
og Besked. Thi Rektoren havde fremdeles
antaget sig ham som en Fader,
Efter en lang Samtale mellem dem var
der indtraadt en Pavse. Rektoren sad i en
Lænestol ved Vinduet ud til Domkirkepladsen,
og Ingvar sad i nogle Skridts Afstand fra ham.
Førstnævntes Ansigt var meget alvorligt, ja sorg-