Sa nef 11 W-Jor + sagde Anna smilende,
men drer med Taarer : Øjnene, »Børnene har
vi jo "4 med, og naar vi saa kommer hjem
igjen, er vi dobbelt søde og rare mod vores
Mænd, og de giver os jo ogsaa saa gjerne Lov
til at rejse.«
»Ja, jeg veed det vel, at det er gode og
kjærlige Mænd, I have; men, kjære Børn, i
Længden holder dog ingen Mand af. at hans
Kone næsten al Tid . . . eller dog meget
hyppig . . . er borte fra Hjemmet. Hvad derfor
 Moder og jeg ere blevne enige om, at der
bør siges til Eder, er dette: Kom her sjældnere,
og bliv her ikke saa længe, med mindre I
kunne faa Eders gode Mænd til at gjøre Følgeskab
 med Eder.
De to Søstre havd: stanet med nedslagne
Øjne under den sidste ' Faderens Tale.
De vare meget bevæg 0, havde Øjnene
fulde af Taarer. Faderen lagde da Hænderne
paa deres Skuldre og opfordrede dem paany
til ikke at være vrede paa ham. Da sagde
endelig Anna Vilhelmsen med sagte Stemme:
»Maa jeg prøve paa at forsvare os, Fader?«
Og hun saae sig med barnlig Ærefrygt omkring