50

i det lille, skumle og høist tarvelige Værelse,
fæstende vexelvis Blikket paa Faderen og paa
de enkelte Gjenstande derinde, hvilke, saa langt
hun kunde huske tilbage, fandtes paa selvsamme
Sted og i samme Tilstand, og da sagde hun:
»Tror Du ikke, at vore første Forældre
stadig længtes tilbage til Paradiset, efter at de
vare fordrevne derfra — tror Du ikke?«
»Jo,« svarede Præsten, »derom kan vel
næppe tvivles.«

»Og Eva elskede dog vistnok Adam inderlig
 selv efter Fordrivelsen og var lykkelig og
glad ved sine Børn og sin Mand?«
»Det er i alt Fald højst sandsynligt, at
det forholdt sig saaledes, som Du siger,«
svarede han.
»Men vi — Karen, Lise og jeg — vi har
ogsaa, ligesom Eva, en Gangs; været i Paradis,
lille Fader, her hjemm« c- Eder, vore kjære
Forældre, i al vor Barndoms Tid. Og vort
Paradis, det er jo endnu til Og derfor er det,
lille Fader,« tilføjede hun lid. ufter, paa een
Gang med Skjælmeri og med cyl Bevægelse,
»at Du aldrig ret har kunnet bliv. fri for Dine
Døtre, selv efter at Du har faaet os saa vel fra