jammerligste Mine. Men da han selv fører to
store, dejlige Pistoler i Beltet, — og de vare
begge ladte, for jeg kunde tydelig se de paasatte
 Fænghætter, — vedbliver jeg at holde
paa ham, idet jeg raaber: »Staa stille! Træk
Deres Pistol, og saa fyre vi paa een Gangl«
Men det turde han ikke. Han blev ved at
løbe og raabe og gebærdede sig i det Hele
som den elendigste Karl. Saa sendte jeg en
Kugle efter ham. Jeg havde undt ham — som
en fejg Flygtning - et Skud i Ryggen; men
paa Grund af de: Usikre i Bevægelserne gik
Kuglen ind gjennem hans Nakke og ud ved
Øjet, og Fyren faldt død om. Jeg mener, han
havde ærlig fortjent det, og jeg fortryder det
ikke. Hvad vil saadant noget Rak gjøre Oprør
for, naar det ikke en Gang tør staa for en
Kugle? Saa fortjener det ikke Andet end at
blive skudt ned som Hunde, og jeg mener som
sagt, at det var vel gjort, det, som jeg gjorde.
Men nu kommer det mere Alvorlige ved

Sagen.

Da vi samme Aften sidder i vort Kvarter
her i Flensborg — som Einheriarne i Valhal
talende om vore Bedrifter — kommer en ung