«Man kan ikke have dem anderledes,» sagde hun 
mørkt; derpaa vedblev hun, forfølgende sin egen 
Tankegang, «vidste jeg dog bare, hvordan jeg skal 
faa ham i Jorden!» 
Jeg har rimeligvis set forfærdet ud, thi det gik 
pludseligt op for hende, at en Forklaring var nød- 
vendig. «Min Mand, mener jeg,» hun pegede paa 
Sengen, hvor Gardinerne vare trukne for. 
«Har De kun denne ene Stue, ligge de alle her?» 
spurgte jeg gysende. 
«Ja vi gjør, og jeg skal saamænd aldrig klage, 
bare vi faa Lov til at blive her, men 6 Kr. om 
Maaneden er ikke lidt for en Enke.» 
6 Kr. om Maaneden! — Deres Husleje Aaret 
rundt var mindre end Khniplingerne til en Halvkjole, 
Børnene rakte igjen de smaa Hænder frem, og 
jeg fyldte dem. Den største Dreng saa nu tillidsfuldt 
paa mig, som man ser paa en gammel Ven. 
«De maa endelig ogsaa spise, endelig!» jeg for- 
søgte at paanøde Moderen en Julekage. 
«Tak, maa jeg gjemme den? — Føden bliver 
som Træ i min Mund, jeg er vist ikke rask. Naar 
man saadan vaagner, Nat efter Nat, bliver man ganske 
underlig. — Til sidst ønskede jeg bare, at det snart 
maatte faa en Ende, for jeg kunde ikke holde det 
ud. Han har været en god Mand imod mig, men 
jeg kunde ikke holde det ud! — da det saa var 
ovre,» hun pegede grædende hen paa Sengen, «for- 
trød jeg alligevel, at jeg tænkte det, for en lille Tid 
endnu havde man vel holdt det ud.» 
«Brugte De Læge?» 
«Ja vi gjorde; her var en og skrev noget op, 
men det hjalp aldrig en Smule. » 
«Har her ingen Præst været?»