Præsten satte sig paa den; han saa ud, som gjemte 
han en god Tidende. 
«Her har I jo en rigtig hyggelig Plads, ligefor 
Solnedgangen. Aa sæt Jer dog hos mig. — Jeg har 
faget et Brev i Dag, kan I gjætte fra hvem?» 
Knud fik et enfoldigt Udtryk i Ansigtet og sagde: 
«Nej,» men Trækningen om Munden sagde: «Jo.» 
«Det angik Jer, naa, jeg kan lige saa godt sige 
det straks: Brevet var fra Jer Sun og indeholdt 100 Kr,, 
hvert Kvartal vil der komme en lignende Sum. Han 
lader mig ordne alt, saa I kan faa en god, blid Alder- 
dom. — Jeg kjender ham jo slet ikke, men har i 
mit stille Sind mangen Gang tænkt, det var underligt, 
han ikke gjorde noget for Eder, og derfor glædede 
dette mig dobbelt. Selv føler han vist ogsaa, at han 
ikke har opfyldt sin Pligt; han skriver nemlig, at 
det først ved hans lille Drengs Sygeseng ret var gaaet 
op for ham, hvad han skyldte sin Fader. — Underlig 
nok tror han, at jeg bedre kan anvende Pengene end 
[ selv, men da I har Jer fulde Aandskraft og er den 
ædrueligste Mand i Sognet, er jeg af en anden Mening. 
— Her er Summen; saa stor en Seddel har I næppe 
ejet før, hvad? — I er lidt overvældet, kan jeg 
mærke, Gud velsigne Jer, det er saa rimeligt; nu gaar 
jeg ogsaa; i første Øjeblik vil man helst være ene 
med Glæden, som med Sorgen.» Han nikkede ven- 
ligt og gik bort med lette, elastiske Trin; Verden var 
ikke saa slem endda, tænkte han. 
Ene med Glæden! — var det Glæde, der lod 
Haanden kramme den kostbare Seddel sammen, som 
var den en værdiløs Papirslap. Tankerne kom stor- 
mende, Fortiden rejste sig, alle Minder, de lyse og 
de mørke, gave Møde. 
Saadan, naa saadan, paa anden Haand, som en