polisk med sit eneste Øje, og sagde, idet han slog 
paa den fedtede sorte Taske: «Jeg har intet Brev til 
Jer, nej, paa det Lav, ha, ha,» og saa kom Brevet 
frem. Knud Nielsen kunde høre paa Mandens Trin, 
længe før han saa ham, om der var Brev eller ikke. 
For Naboer og Venner var han efterhaanden bleven 
ligesom fremmed og levede sit eget stille Liv, glad i 
Haabet og i Fremtidsdrømme om Præstegaarden: 
Sønnen alle Vegne — altid i Præstekjole — Sønnen 
i sit Studerekammer, Sønnen paa Prædikestolen, Sønnen 
ved en simpel Grav, talende et Par hjertelige Ord 
med vaade Øjne. — Forunderlig lykkelig var Knud 
Nielsen, naar han kom hertil; den gamle Spændebibel 
toges da gjerne frem, og han læste et Kapitel i den. 
Det gik Niels udmærket i Skolen; gode Karak- 
terer, god Opførsel. «Vi har Glæde af ham,» sagde 
Præsten. Da han kom igjen, var han vokset fire 
Tommer. Livlig, rask og dygtig var han, men lidt 
kort for Hovedet sommetider. Han gik jævnligt til 
Præstegaarden og talte ikke ganske paa den gamle 
Maade med Faderen; af og til begyndte han paa 
noget, men brød hurtigt af, som vilde han sige: nej, 
det er sandt, det forstaar han sig ikke paa. God og 
kjærlig var han dog, og de byggede paa Luftslottet i 
Forening. 
De to følgende Ferier kom han ikke, en Skole- 
kammerat tog ham med sig til sit Hjem, en prægtig 
fyensk Herregaard. Knud fandt det haardt, men Præsten 
mente, at det Venskab kunde blive Drengen til Gavn 
i Fremtiden. 
Hvor var han ikke forandret, da han endelig 
kom, og hvor fandt han ikke alt forandret; han kunde 
slet ikke lægge Skjul derpaa, det blinkede ud af hans 
ivfulde Øje, selv om han ikke sagde et Ord: Det