cke

'en,

jen

dsijød



ed;
det
paa
Jig-7an

ites
10OV.
ere

ide.

rteels,



ede

-lir-Be-





ing.
Jan

rel

var
Jen

kolde Sved sprang ud af Knud Nielsens Pande blot
ved Tanken paa hin Stund.
Siden var det aldrig blevet godt; Sønnen kom jo
nok for at sige Farvel, men han var fornærmet og
rentede et Ord, og Faderen var fornærmet og venede
 et Ord. Tavse stirrede de paa hinanden,
«Før jeg rejser,» sagde Niels dog til sidst, ikke
uden Kamp, «vil jeg blot fortælle, at jeg har grundet
Haab om at blive ansat, og at det vil være mig en
sand Tilfredsstillelse, hvis jeg kan gjøre noget for
Dig.»
«Jeg skal aldrig drikke dine Penge op, aldrig! —
jeg trænger ikke.»
«Farvel!» han sagde ikke Fader, Ordet vilde ikke
frem, dog rakte han Haanden, og saaledes skiltes de. —
Knud Nielsen blev med eet en gammel Mand;
Haaret graanede stærkt, Panden blev furet og Gangen
ung. Flittig og stræbsom var han dog, som før,
det gjaldt jo at tænke paa Alderdommen, ingen skulde
have Byrde, ikke heller Skam, af ham. Med Tankerne
levede han mest i Fortiden; det var, som Drengen,
det lille Barn, han havde elsket over alt, var et Væsen,
 Manden, den utaknemmelige Søn, et andet.
Aar gik, saa blev Præsten syg og døde; der var
stort Ligfølge og mange Fremmede. Knud stod af
sides og saa til; hans Øje ledte ikke længe, lige efter
Kisten, mellem Sønnerne, gik Niels, alvorlig og sørgmodig.
 Smuk og anselig saa han ud, Faderen iagttog
det, trods alt, med underligt Velbehag.
Mon han vilde besøge ham? — Time efter Time
gik, den korte Vinterdag var næsten til Ende, da det
bankede paa Døren.
«God Aften, hvordan staar det sig?»