Nej, det skulde han ikke. «Naa paa Strandvejen,» 
han tøvede lidt, «lever Barnet?» 
«Ja, Gud ske evig Lov og Tak, han er rigtig 
kommen sig.» — 
Saa gik Knud da gjennem den store By med 
mødige Skridt. Sidst han var her, havde han været 
ung og glad og havt Hjertet fuldt af Ane Grethe. 
Han huskede endnu, hvordan han kunde staa uden- 
for Butikerne og ønske, han evnede at kjøbe alle- 
slags til sin Pige. Uhret fik hun da, og Sønnen ar- 
vrede det efter hende, men til ham havde det ikke 
været godt nok; han havde lagt Penge til og byttet 
det bort for et finere, et af disse smaa Sprinkelværks- 
Uhre, der ikke vare til at tage paa. — Det havde 
været en af de første Sorger, — naa ja, det ene 
hængte vel sammen med det andet. At tænke sig 
Niels boede i saadan en Gaard, at tænke sig de 
kaldtes Herskabet! 
Hvor Folk vare pyntede, de saa alle ud, som 
skulde de til Bryllup eller Dands, og sikke Huse og 
sikke Vogne; han blev ganske glad, da en af de 
gamle skikkelige Kaffemøller, fra hans Tid, rullede 
forbi. 
Det var en ordentlig Vej i det brændende Sol- 
skin! — BSlagteren paa den lille Vogn sagde ham 
Besked: til højre fra Vejen, et Stykke inde, han kunde 
aldrig tage fejl. — Det maatte altsaa være her! 
Græsplænerne vare som Fløjel, blomstrende Rosen- 
buske alle Vegne, det smukke lille Hus selv skjultes 
næsten af Roser, i tætte Klynger hang de ud over 
Verandaen. 
Udenfor Døren stode Havegyngestole, en Straa- 
hat laa henkastet paa en af dem; mon det var Søn- 
nens Hat? — Der kom en underlig beklemt Følelse