on 
og 
)o 
== 
1 
t 
L 
3 
n 
Lr 
o 
== 
3 
1 
1 
J 
3 
og sendte det fornødne. Jeg var tilfreds med mig 
selv, da jeg havde gjort det, rigtig glad; det var, som 
havde jeg bragt et Takoffer for lille Harald. — Veed 
Du hvad dette Brev indeholder? den tilsendte Sum. 
«Jeg trænger ikke til Penge,» skriver han.» 
«Han trænger til Kjærlighed; o, Niels, hvor han 
favnede vor lille Dreng. — Fortæl mig det hele, endelig 
det hele; hvad kom der imellem Eder; hvorledes be- 
gyndte det?» 
Saa maatte han da drage de Minder frem, han 
plejede at vise tilbage, hver Gang de indfandt sig. 
«Skyld paa begge Sider» —— o, hvor det falder haardt 
at erkjende sin Uret; hvor værge vi stakkels Mennesker 
os ikke, før vi gjøre det helt og fuldt, at Velsignelsen 
kan komme — «men jeg burde have baaret mere 
over, i Betragtning af hans store Kjærlighed, burde 
jeg. 
Min Tale om Drikfældighed var heller ikke paa 
sin Plads,» indrømmede han videre, «jeg har aldrig 
set ham beruset; det maatte være haardt, forfærdelig 
haardt for en Fader at taale sligt af sin Søn.» 
«Og før den Tid?» — altid spurgte hun: før 
den Tid; Niels dreves længere og længere tilbage; 
i mange, mange Aar havde han ikke tænkt paa de 
Dage. 
«Ja dengang — det er helt underligt at gjen- 
kalde sig — da var han mit alt; jeg husker, hvordan 
jeg laa og græd i min Seng af Længsel efter ham, 
straks jeg var kommen i Skolen, og det var min 
bedste Glæde at kradse Tegninger af Præstegaarden, 
hvor vi skulde bo; det smukkeste Kammer bestemtes 
til ham. — Jeg havde glemt det, rent glemt det, 
ellers havde det været umuligt! —