ikke anet det! Familiepapirer! jo vist, Penge, natur- 
ligvis Penge! 
De gamle Damer boede højt oppe i Store Kongens- 
gade; jeg ringede længe, før der blev aabnet, men 
det rørte sig gjentagne Gange ved Døren, de tittede 
bestemt ud paa mig gjennem Nøglehullet. Endelig 
kom et skikkeligt, men kyst Ansigt til Syne, to dito 
holdt sig i Baggrunden, 
«Hvad vilde jeg?» — «Sagen drejer sig om et 
gammelt Chatol,» begyndte jeg. Det havde de solgt, 
de havde ingen Plads til det. Jeg nævnede Familie- 
papirer. «Familiepapirer, nej bevares!» den ene saa 
paa den anden, som beskyldte jeg dem for noget 
ondt; Døren gjorde Mine til at lukke sig for min 
Næse. Det var en latterlig Scene, jeg veed ikke, om 
de holdt mig for en Tyv eller en Politispion. 
«Undskyld et Øjeblik endnu; — hedder ingen af 
Damerne Johanne Margrethe?» 
«Nej, nej!» deres Øjne udvidedes af Forfærdelse, 
og Døren faldt i. Det lykkedes mig dog at faa 
Navnet opraabt paa den Møbelhandler, af hvem de, 
for et Par Aar siden, havde kjøbt Chatollet. Han 
boede i den anden Ende af Byen, og jeg begyndte 
at blive kjed af min Opdagelsesrejse. Det varede 
længe, før den gamle tunghøre Mand kunde forstaa 
hvad jeg sagde, og endnu længere, før han kunde 
erindre, hvad det var for et Møbel. Protokollen 
toges til Hjælp, og saa udfandt han omsider, at Cha- 
tollet med de tre Stjerner paa Klappen — til Lykke 
huskede jeg dette Mærke — var kjøbt paa en gammel 
Frues Auktion; hendes Datter, en Officersenke, boede 
i Sølvgade. Det forekom mig, at jeg endelig fik 
Traaden i Hænde, men ak, Damen var flyttet. 
Naa, Børn, nu blive I nok utaalmodige? ja jeg