blev sandelig ogsaa utaalmodig. Endnu et sidste
Forsøg, saa vilde jeg gaa hjem, Mørket faldt allerede
 paa.
Det opgivne Hus var højt og stort. Værten boede
i Stuen, han var Frisør, og et skrækkeligt Skabilkenhoved
 med Krøller, tilstudset Skjæg og opadvendte
Øjne stod i Vinduet. Jeg besluttede at forespørge
ler, før jeg gik op paa fjerde Sal, hvør Fru Steen
skulde bo. En lille forkrøben Tjenestepige tog imod
mig. «Vil Herren vente et Øjeblik,» bad hun og
forsvandt, før jeg kunde faa mit Spørgsmaal udtalt.
I Sideværelset var der Lys, Døren stod paa Klem,
jeg hørte Saksen gaa: klip, klip, ellers var der dødsstille,
 klip, klip, det blev ved i en Uendelighed.
«Se saa,» det var en grov, selvbehagelig Stemme,
der talte, «i Morgen skal Kvitteringen for Kvartalet
komme op.»
Et Øjeblik efter smuttede noget gjennem Stuen,
lige forbi mig, men det skete saa hurtigt og saa lydløst,
 at jeg ikke kunde besinde mig paa, hvad det
egentlig var, jeg. saa eller hørte. [Jeg rejste mig
imidlertid og gik ind i det oplyste Værelse. Der
stod Frisøren, en lav svær Mand med dybtliggende
Øjne, ivrigt beskjæftiget med at ordne en Mængde
lige afklippede lange, glindsende, kastaniebrune Krøller.
Udyret — jeg kalder ham et Udyr, Børn, for mit
Blod koger, naar jeg gjenkalder mig denne Scene —
vejede dem i Haanden og beregnede hvad de kunde
indbringe.
Konen kom ind i det samme; hun havde dog et
menneskeligt Hjerte, thi hun sagde: «Aa, Petersen,
hvor kunde Du nænne!» derpaa tilføjede hun undrende:
«At tænke sig alt det Haar paa et Hoved.»
Paa min Forespørgsel fik jeg et tilfredsstillende