lette at faa fat paa, og saa prægtige til Sammenligning,
naar man havde den græske til Rettesnor —
paa hans Bord. Erik saa paa Uhret og satte sig
derpaa til Rette; som En, der gotter sig til en Lækkerbidsken.
Pludselig sprang han dog op, en vigtig
Hjælpekilde manglede, han maatte skynde sig at faa
den, før Ejeren tog hjem i Juleferien.
«Ja, ham træffer jeg da nok,» tænkte han, «den
flittige Fyr. — Hvor kan det være, at jeg aldrig
kommer dette Menneske nærmere, og at han dog
drager mig saa underligt.»
Det var ikke første Gang, Erik grundede over det
Forhold, der havde udviklet sig mellem ham og den
unge Skolemand Svend Lange. I alt, hvad der angik
Videnskaben sympathiserede de; Erik — som paa disse
Enemærker var den Lille — saa op til den andens
Grundighed, Tænksomhed og friske geniale Opfattelse,
medens Svend til Gjengjæld kom ham i Møde med
den elskværdigste Redebonhed; men herved blev det.
Samtale om andre Ting vilde ikke ret komme i Gang;
naar Krik saa ind i det klare, næsten barnlige Ansigt
kunde han ikke tale løst og fast, som han plejede,
og Svend mødte heller ikke frem med sit. Saa gik
Talen da rent i Staa, eller drejede ind paa de kjære
Bøger igjen. —
Men hvad var det dog for en Latter, saa overgiven
frisk og uimodstaaelig smittende, at Erik, der
stod udenfor Døren og bankede paa, imod sin Villie
maatte le med. Var det virkelig den stille, indesluttede
Svend Lange, der lo saadan?
«God Dag! — ah er det Dem!» han spærrede
for Døren, der fløj et Udtryk af Raadvildhed over
det leende Ansigt, derpaa betænkte han sig og gav
Plads.