«Kom kun ind, Anker! — Moder, en Ven af
mig, Kandidat Anker.»
«Velkommen i rette Tid,» lød det ham venligt i
Møde; Stemmen havde en egen Klang af Oprigtighed;
st Par klare blaa Øjne, forstandige og milde paa
sen Gang, fæstede sig, en Smule forskende, paa ham.
«Svend gjør Nar af min store Anretning,» vedblev
hun og pegede paa Bordet, hvor en toppet Tallerken
rygende Blodpølser prangede paa den snehvide Dug,
«han spørger, om han virkelig skal spise alle dem
alene. Nej, det skal Du slet ikke — naa, nu ler
han igjen — vi ere tre om Budet, og maaske komme
her flere. Tag Plads, de ere saa dejlig varme nu.»
Hun saa meget indtagende og hyggelig ud i sin
smagfulde, lidt landlige Dragt; der var en moderlig
Ynde og Værdighed over hele Skikkelsen.
Erik havde aldrig smagt saa gode Pølser, forsikkrede
han; hun saa igjen vist paa ham.
«Din Ven ligner vor Axel. — Har Du aldrig
tænkt paa det, Svend?»
«Jo jeg har, og det mange Gange, men Udtrykket
er saa forskjelligt.»
«Er det egentlig saa forskjelligt?»
Erik var ikke ganske tilfreds med den Hovedrysten,
der fulgte som Svar.
«Hør Svend,» begyndte Moderen igjen, «Du husker
jo nok hvad vi talte om —»
«Javist, lille Moder, men jeg tror ikke, det kan
nytte. — Jeg kan lige saa godt sige, hvad det var:
Moder spurgte før, om jeg ikke havde Lyst til at
tage en Kammerat med hjem til Julen, og nu mener
nun, at De maaske — men jeg, som kjender Dem,
ror aldrig, det gaar. En Præstegaard midt ude paa