«Aa hvad,» Erik talte i sin flotte, lette Tone,
«ad mig prøve det med. Agenten har desuden indbudt
 mig til Bal Juledags Aften; bliver det mig for
broget i Præstegaarden har jeg et prægtigt Paaskud
til at rejse.»
Grossereren rynkede Panden.
«Ja veed Du hvad, naar Præsten og Agenten
stilles sammen, holder jeg alligevel paa Præsten.»
Fru Johnsen og Lise — der nu var en høj kjøn
Pige, som klippet ud af sidste Modejournal — gjorde
Løjer med Turen og drillede Erik; han blev til sidst
ærgerlig og kjed af det, ja, havde næsten Lyst til at
pgive det hele.
Blot jeg havde en god Undskyldning, tænkte han
endnu Lillejuleaften, medens han var paa Vej til
Svends Bolig. Præstegaardsvognen holdt imidlertid
allerede udenfor, og Svend stod i Døren omgivet af
Pakker og Kurve.
«Det var dejligt, De kom i god Tid! — Fader
har sendt sin Pelts til Dem. Vi faa bidende Blæst
og Skrupkulde ud ad landet til, siger Ole. — Se
saa, nu sidde vi fortræffeligt, ikke sandt? — alle Sejl
ul, Ole! vi maa være hjemme før Thetid. »
Hvor han var sjæleglad, det var ham umuligt at
skjule det, skjønt han beherskede sig for Eriks Skyld;
alene Maaden, hvorpaa han saa sig om og i lange
Drag indaandede den tykke Rimtaage, røbede ham.
Der var i Hjertensglæde i Stemmens Klang, i de smaa
hurtige Spørgsmaal til Ole, der indlededes med et
Slag paa den graa Kavaj, ja, selv i den Maade, hvorpaa
 han holdt Kurven med alle Moderens skrøbelige
Herligheder til Juletræet og tittede ind under laaget.
Han kunde næppe sidde roligt paa Sædet som et
fornuftigt Menneske. Frik lagttog ham med en vis