15

glad ud, det var en Kjendsgjerning, det fine blege
Ansigt lyste formelig af Fryd.
«Min Plejesøster, » præsenterede Svend, «Husets
Skat, vor lille Øjesten, nylig fyldt elleve Aar; Hanne
min ældste Søster, ti Aar; Vildkatten her — naa
Marie, vær nu skikkelig — fem Aar. En ung Herre
paa elleve Maaneder er ikke til Stede, — Vi ere
skrupsultne, Moder, og vente Ekstraforplejning. »
Alle Børnene vilde sidde hos Svend, men Svend
vilde selv sidde hos Moderen, det var hans Ret,
paastod han, og Ellen maatte han have paa den
anden Side, for hun skulde smøre hans Mad.
Talen flød let og frit, de nyankomne spurgtes om
mange Ting, Erik blev snart oplivet og morsom.
Moderen førte selv Gjæsten ind i hans venlige,
hyggelige Værelse. «Vær som hjemme,» sagde hun
igjen.
Hjemme! ja dette var et Hjem, men han havde
aldrig havt et Hjem, aldrig kjendt et Hjem. Og
Længslen rejste sig i Sjælen; den milde glade Stemning,
 der umærkelig havde listet sig over ham, afløstes
 af mørke, bittre Følelser.
Hvor de elskede hinanden! — han elskede ingen,
intet Baand bandt ham til nogen eller nogen til ham. —
Det var lys Dag, da Erik vaagnede. Hvad var
det for Toner?
«Halleluja, Halleluja!»
«Naa, nu skal det nok gaa for sig!» han rejste
sig paa Albuerne og lyttede med satiriske Blink i
Øjet, men der kom ikke mere, de sidste Akkorder
døde langsomt hen. Skuffet og lettet paa een Gang
stod han op og klædte sig paa.
«Glædelig Jul, Ane, og selv Tak,» lød det udenfor,
 «glædelig Jul!»