15

Han løftede Gardinet op og saa ud. Det var klar
Frost og Solskin, Træerne i Alleen og Haven bagved
skinnede i snehvidt Skrud; fra Taget hang Istap ved
Istap, lysende som Diamanter. En ung Kone kom
ud fra Kjøkkenet med et stort Sigtebrød under Armen
og et Knytte i Haanden. Hendes lille Dreng — en
snurrig, stumpet Fyr, lige saa tyk som lang med et
fregnet, rødmosset, glædestraalende Ansigt — travede
nok saa trøstigt ved Siden, holdende hende i Skjørterne.
 Han bar ogsaa et lille Knytte, Grangrene og
Honningkager stak ud deraf.
«Glædelig Jul,» lød det igjen, «og mangfoldige
Tak, allesammen!»
«Selv Tak, Jens, glædelig Jul! og god Helsen!»
«Glem ikke Blaamanden, Moder!» Svend kom
springende, «kjøbenhavnsk Tobak, Gamle, og saa
glædelig Jul!»
Saa kom der en Kone, bærende en Krukke fyldt
til Randen med Mælk, et Hvedebrød havde hun under
Armen og en Ost i Haanden. Tre smaa lyshaarede
Børn fulgte hende; de hoppede fornøjede om og viste
Moderen hvad de havde faaet, hver især bar en lille
Del. Selv var hun klædt i Sorg og saa forgrædt ud.
«Glædelig Jul, Trine,» Præstekonen talte mildt og
dlødt, «Du veed hvem der ser til Enken og de Faderløse;
 glædelig Jul!» |
Hvor det havde en Klang indvendig fra, men saadan
 var jo hendes Stemme.
Til sidst kom en gammel indskrumpet Kone med
Kyse paa og Stok i Haanden rokkende. Et stort Brød
bar hun under den ene Arm, en Ost under den anden,
Mælkespanden i venstre Haand, Stokken og et sammenknyttet
 Tørklæde i højre. Det gik kun smaat fremad,
hun følte sig langsomt til Rette med Stokken.