Pastor Lange kom gaaende fra den anden Side,
han saa efter hende; i det samme trillede et rødkindet
Æble ud af Knyttet og rullede henad Jorden. Hun
vendte sig mismodig om, «det var ikke saadan at
bøje en gammel Ryg, hvorledes skulde hun faa fat
paa det igjen?»
Præsten skyndte sig derhen og løftede det op;
han tog Hatten helt af, og rakte den gamle Kone
først Æblet og saa sin Haand.
Sollyset faldt paa de to Ansigter, og de udtrykte
Kjærlighed, indbyrdes Kjærlighed, det var ikke til at
lage fejl af. Erik forsøgte at spotte, men det vilde
ikke gaa.
Glædelig Jul! sagde de til hinanden, Lyden kunde
ikke høres, men man saa det paa Minerne, det var,
som vekslede de Gaver, Manden med det klare aandfulde
 Udtryk og den gamle enfoldige Kone.
Og Længslen rørte sig igjen, en Følelse af Forladthed
 kom øver ham. Ja han stod udenfor, helt
udenfor denne Juleglæde og denne Kjærlighed. Blot
han kunde le ad den, men ikke engang det, han
kjendte ikke sig selv,
Inde i Dagligstuen sad lille Ellen ved Vinduet og
solede sig.
«Har Du det godt her?» spurgte han,
«Jeg!» hun rakte sine smaa tynde Hænder i Vejret
med et Udtryk af fuldstændig Tilfredshed.
«Hvor længe har Du været her?»
«Et Aar og to Maaneder. — Før havde jeg det
ikke godt;» der gik en Gysen gjennem Barnet.
Lidt efter kom Hanne løbende gjennem Stuen
med noget under Forklædet, noget ingen Mennesker
maatte se. Hun var en rødmosset, blaaøjet lille Skjælm
med dybe Smilehuller og blanke brune Fletninger