han traadte -ind og fortalte hvad Telegrammet indeholdt.

«Rejser De?» Svends Blik var skarpt.
«Hvis det kan lade sig gjøre, tænkte jeg rigtignok.»
«Jeg tror, der gaar Vogn til Byen i Dag.» Moderen
 saa mildt hen til ham, «Mølleren tager vist
ind for at besøge sin nygifte Datter, og bliver saa
Natten over; De kan godt komme med ham. Det er
rimeligt, at De ikke vil opgive Ballet, man veed nok
hvad et Bal er for Ungdommen. — Ja, De kommer
Ja tilbage, vil jeg haabe!»
Svend saa tvivlsomt ned for sig og sagde ikke et
opfordrende Ord; Minen udtrykte: «Han kommer saa.
mænd aldrig tilbage.»
«Tak, at jeg maa komme igjen; endnu kan jeg
ikke rigtig bestemme noget.»
«Vil Du fra os?» Marie fæstede et Par bedrøvede
Øjne paa ham, «vi skal spille om Pebernødder i
Aften, Fader ogsaa; det er meget morsommere end dit, »
Han løftede Barnet op og kyssede hende, underlig
blød om Hjertet. Ja, det var høje Tid at komme
herfra!
«De kan kjøre med til Kirken; Mølleren bor tæt
ved, der skal straks sendes Bud; jeg er vis paa, det
vil være ham en Fornøjelse. »
Kirkeklokkens Kimen tonede højt i den klare
Frostluft; det stille hvide Vinterlandskab laa for dem
i blændende Sollys. Præstekonen sad med en dejlig
Grankrands paa Skjødet: Ellen havde ogsaa Plads i
Vognen, de andre vare gaaede i Forvejen med Faderen.
«Sid rolig, lille Ellen, Fader vil helst selv løfte Dig
ned. — Ah, der er Møllerens Vogn allerede, De kan
ige stige ind.» Hun saa ham trofast ind i Øjet:
«Farvel og Gud velsigne Dem!»