Summen af mange Fremmede slog ham i Møde. Grosserer
Johnsen sad inde i Kabinettet og spillede Skak
med en gammel Ven.
«God Aften, Erik, og velkommen! — naa, har
Du saa lært dit Fadervor, min Dreng?»
Det spøgende Gjensvar, der ellers altid var rede,
udeblev. Nej, her i Huset bades intet Fadervor, det
var sikkert nok, men her fandtes heller ikke megen
Glæde eller Kjærlighed. — Mon nogen af Gjæsterne
bad deres Fadervor? mon han selv rent havde glemt
sit Fadervor? — Erik kunde ikke blive de sælsomme
Tanker kvit.
«Det var dog godt, Du kom,» Lise trak ham ind
i Kredsen, «naa, fortæl nu, Erik, og vær morsom!»
«Tænkte jeg ikke nok, at Du umulig kunde holde
det ud der,» Fru Johnsen lo velvilligt, «vi længes
efter at høre dine Hændelser, det er vist ganske snurrige
Folk, ikke sandt?»
«Aldeles ikke,» hans Blod kogte, «men i ethvert
Tilfælde spotter jeg nødigt Mennesker, hvis Giæstfrihed
jeg lige har modtaget.»
Formynderen, der gik forbi, slog ham paa Skuldren:
sErik er en honnet Karl,» sagde han, «I skal lade
ham i Fred.»
«Han er tvær over den mislykkede Rejse,» lo
Moderen, «hvad vilde Du der ogsaa? —- Fru Bruhn,
gaar De?»
Dette sidste henvendtes til en ældre sørgeklædt
Dame med et blegt, forgræmmet Ansigt og ophovnede
Øjne.
«Undskyld, men det er bedst, jeg gaar hjem.»
«Bliv dog endelig; enhver kan se, De trænger til
at adspredes; De maa ikke saadan give Dem hen til
Sorgen.»