nærmere, «De maa endelig ikke svigte os, vi have 
bygget saa fast paa Dem, Kunstkjender, Sprogmand, 
Historiker — jeg haaber, De føler Dem smigret — 
en udmærket Forelæser, noget, der er uvurderligt i 
Regnvejr, en behagelig Omgangsfælle, vi kunne ikke 
undvære Dem. Papa har nu sit Omraade: de store 
Bygninger, Værfterne, Børsen, Maaltiderne, og alt 
det kan være meget godt, men vi, vi kunne ikke 
undvære Dem!» 
«De tager fejl af mig, Frøken Busch, jeg vilde 
sandelig berede Dem Skuffelse paa Skuffelse.» Erik 
bukkede høfligt, men afvisende, og gik ind i Side- 
værelset. 
«Hvor De ligner Deres Fader, Kandidat Anker!» 
Han vendte sig om; det var en lille gammel 
Dame, der talte, hendes smaa lyseblaa Øjne missede 
venligt frem under de graa Bryn. 
«Virkelig? det har jeg aldrig hørt før, — Jeg 
har, i det hele, kun hørt meget lidt om min Fader. 
Kjendte De ham nærmere?» 
«Aa nej, men vi saas dog af og til. — Aldrig 
glemmer jeg en Dag, jeg ringede paa hos Deres For- 
ældre, og han selv lukkede op; hvor saa han dog 
forstyrret ud, det gode Menneske. Her er da ikke 
sket noget? spurgte jeg, for jeg tænkte næsten, der 
var Hd i Huset. «Jo, her er rigtignok sket noget, 
min kjære Oberstinde, vi have faaet en lille Dreng, 
lige nu, en dejlig velskabt Dreng, Herren være lovet 
og takket!» og saa tog han mig saamænd i sine 
Arme, for han var rent ude af sig selv,» 
Herren være lovet og takket! med de Ord var 
an altsaa modtaget, og Moderen havde befalet sit 
ille Barn i Guds Vold, Nej, han kunde ikke blive 
herinde længere.