139

foruroligende for Befalingsmanden. Han havde ftræng
Drdre til iffe at lade fin Fange komme levende af fine
Hænder, og nu vidfte han ikfe fra hvad Side Faren
kuede, men det var klart, at der arbeidedes ftærkt paa
fangens Gefrielje, felv af Edlef Fedderfen, paa hvis
Tvoffab han hidtil faa ubetinget havde ftolet. Hvor let
funde iffe Edlef have forført endeel af Befætningen til
vivfelig at fpille ham et Puds og befrie Junkeren. I
denne Nød vidfte han iffe bedre end at følge fin Soldaterfamvittighed,
 der tilfagde ham at udføre der givne
Dvdre punftlig, bhvilfet bedit fkete ved ftrar at flaae
Fangen ihjel; i denne Henfigt udtog han af Befætningen
0 paalidelige Mænd, med hvilke han gif op paa Jun
ferens Taavnfammer,
Paa denne Vei traf Borgvard Krunimedige heldige
stig Slotspræften, fom gif op og ned i et Værelfe
foran Junferens, i dyb Samtale med Fader Johan. Det
aldt ham da ind, at det flet ikke vilde være af Veien
at raadfpørge denne fin Sjæleførger, fom bedft maatte
funne fige ham, hvorvidt han fulgte den rette Vei. Han
bab derfor Præften om en Samtale, lod Fader Johan
væde ind til den Syge, Soldaterne ud paa Gangen, og
fom nu frem med den vigtige Sag, der i faa mange
Dage havde bejkjæftiget hans Sind. — Vræften var en
Dolftener, men en redelig og famvittighedsfuld Mand,
om Partihad ikfe havde forblendet. Han blev ganite
forffræktet over den Afvei, hvorpaa formentlig Pligtfølelfe
 havde ført hans Skriftebarn, form elfers var en
aa brav og ærlig Mand, der efter bedfte Skjøn filgte
det Rette. Han gjorde fig da al Umage for at overtyde
Borgvard om det Syndige i, at give Befaling til Fan-