[48 
Med KPrindfen fulgte tre holfteenjte Adelsmænv, 
hvoraf den ene var Claus Sture, den famme Claus, 
fom Henrik oftere havde omtalt til Moderen. Det var 
on ufæbvanlig finuf og beleven ung Vand, fuld af Spøg 
og Munterhed, fom fnart forftod at vinde Alle for fig, 
fær den unge Kong Erik, der næften flet ikke kunde afjee 
ham, Dvonningen betragtede ofte den muntre unge Junker 
længe og alvorligt, uden at fige et Ovd, hvorefter hun 
gjerne vendte fig fukkende bort, men han blev aldrig 
bragt ud af Fatning derved: han kunde imidlertid ftuae 
og fpøge med en af Dronningens Jomfruer eller fortælke 
Rongen en morfom Hiftorie, uden at blive forftyrvet ved 
den Bevidithed, at Dronningens alvorlige BLE hele Tiden 
hvilede paa ham. Dronningen yttrede aldrig noget imod 
ham, vifte ham heller aldrig nogen Uvillie, men det var 
jende fom om hendes Hjerte ved Synet af han frøredes 
fammen: en Anelje fagde hende, at hun her havde fin 
Døbdsfiende for fig, og dog maatte Fornuften fige hende, 
at der iffe var mindfte Grund til Frygt for et Tyftigt 
og elffværdigt ungt Menneffe, der ikke brød fig om andet 
md om at nyde Livet. MPrinds Henrik hang ved ham 
med hele fin Sjæl og fyntes at have et hemmeligt Øien- 
iprog med ham, i det Mindjte troede Dronningen ofte 
at bemærfe, at et Blik af Claus Sture bragte Drengen 
HE at gjøre, hvad elfers Ingen kunde udrette ved Fore- 
ftillinger, men bde talte fun fjeldent fammen. Dengang 
Prindfen med faa ftor Gefværlighed havde faaet ødelagt 
it Smyffe, fjendte Claus Sture paa ham derfor, men 
Dvonningen troede i hans Tone at høre en hemmelig 
Triumph vibrere; Drengen fvarede ikfe et Ord, ftreifede 
nog 
Ye 
rr 
Fo 
id] 
Fl 
HM 
me 
HE 
Dal 
Bi 
fur 
mM 
tø 
Y 
ne! 
mr 
1 
d 
1 
Ha 
Dr 
bar 
og 
un. 
hav 
Føl 
ban