140 
y 
rå 
Y 
q 
ie 
je 
A 
I 
5] 
mx 
'g 
1 
d 
Dø 
it 
Sy 
| 
iz 
te 
T 
(U 
1 
tu 
Ål 
jam funs med et enefte BF og faae derefter ned til 
Jorden, men der kage i dette BLiF langtfra nogen Ber 
sweidelfe eler Misfornøielfe over Skjendene, fnarere en 
Taffigelfe. Saa fin en Menneftefjender Dronningen end 
mar, denne unge efffværdige Holftener var hun ikke iftand 
il at gjennemffue, men der var altid en Anelfe, fom ad 
navede hende imod ham. Øun faae nødigt, at han gane 
umdt den unge Konge, advarede ogfaa denne imod ham, 
men Kongen lo og mente at hun drømte: Claus Sture 
av en munter prægtig Fyr, fom kung tænkte paa Jagt, 
Biger, Viin og Lyftighed; Enhver holdt af ham, og han 
funde ikke begribe, hvorledes Dronningen kunde have noget 
imod ham. Dronningen fvarede intet, mer vedblev med 
tørfte Opmærkfomhed at iagttage Claus Sture, og allige- 
ve fandt hun aldrig noget Træk, fom beftyrkede hendes 
Vistanfe eller Anelfe, der efterhaanden virkelig tabte fig, 
jaa af ogfaa hun vænnede fig til, i Claus Sture at fee 
t muntert og elffværdigt ungt Menneffe og intet videre, 
Og dog havde Oronningens Anelfe eller Inftinkt ikke 
draget hende. Dette fuukke unge Menneffe, fuld af Liv 
»g elfffværdig Munterhed, Damernes erklærede Yndling, 
var den fuldendtejte Skuefpilker, fom de meeft fordærvede 
Havhundreder have frembragt. Han var den RNaadgiver, 
Dr. Crif Krummedige havde lovet at fende Kongen, og 
javde funs cen Føleffe, lidenffabeligt Had imod alt Danft, 
g een Beftvæbelfe, at ffaffe Danmark Ulyffer, men med 
Indtagelfe af Hr. Erif Krummedige, hvis Page han 
xavde været, og Prinds Henrik endte Ingen denne hans 
Jølelfe, og Prindfens Hengivenhed for ham var ligefrem 
egrundet i det fælleds Had, hvilket Claus Sture i flere