godt hendes Mening, gif hen til Cordt og ftødte men 
fin Enubde til hans Haand, form om den vilde tilkjende- 
give fit Bifald, 
»Eunden har forftaget mig og vil aldrig fvigte Dig 
i Nøden, ftol derpad; den vil være Dig til ftørre Nytte 
end den ftærfefte Karl. lev nu vel, min elffede Ven! 
indtil Du har fuldført Din Gjerning, thi før fager Du 
mig iffe at fe. Naar Ou vinder Seier, ffal jeg vide 
at lønne Dig, fom endnu aldrig nogen Mand er bleven 
befønnet, og vær da hermed indviet til denne Kamp for 
mig paa Liv og Død!" 
Fun lagde begge fine Hænder paa Eordts Skuldre 
og tryffede fine bløde varme Læber paa hans Mund, 
Hvorefter hun vendte fig om og gif bort, Den unge 
Mand vavede fom en Drukfen: det var ganffe fort for 
hans ine; han vidfte af intet og vilde være falden om, 
naar hans Fader ikfe havde grebet ham i fine Arme, 
Et Øieblif efter flog han Øinene op og faae fig alene 
med Faderen og Hunden: i Haanden holdt han Sværdet. 
Faderen ryftede med et førgmodigt Smiil paa Hovedet 
og fagbde: 
ra! Ja! Det er ket at forftaae, at hun kan gjøre 
m Karl forryft i Hovedet. Kom uu, og give Gud vi 
maa fomme ber igjen, men indtil den Tid bliver der 
meget at tage vare, og det alvorlige Forretninger." 
Der hengik nu nogen Tid, i hvilfen Hans van der 
Yudt med fin Slægt aftalte Gammenfværgelfen imod 
Borgemefter og de to Raadmænd, famt Kjendingsteguet, 
hvortil St. Jørgens Klofters ftore Klokke fulde bruges, 
og udbredte Misfornøielfe iblandt Borgerne ved med fin 
hele Slægt ideligen at omtale den ulovlige Vaabde,